Danmarks største samlingssted for oplevelser og inspiration
Det startede faktisk bare som en personlig hobby krøllet rundt til en blog, men der er løbet rigtig meget gin under broen siden, og interessen omkring Gin og WhyNotGin er eksploderet til i dag at være Danmarks største formidler af nyheder og events indenfor den danske og udenlandske ginscene.
Og hej. Jeg hedder Iben og er personen bag WhyNotGin. Siden 2016 har jeg arbejdet fuldtids med universet omkring sitet, webshoppen, bogudgivelser og de mange events. Jeg driver bloggen som et uafhængigt media af både gin og tonic producenter, så du kan altid være stensikker på objektiviteten i mine anbefalinger (omend du måske ikke er enig med mine smagsløg).
De større events afholder jeg i samarbejde med forskellige leverandører fra ind- og udland. Det gælder om for mig, at skabe en fælles legeplads for producenterne, hvor de dels kan møde forbrugerne direkte og hvor outputtet af deres benhårde arbejde bliver sat i en festlig kontekst. Et eksempel er Gin & Tonic popup barer, hvor der kommer 10.000+ personer igennem i løbet af en weekend – alle for at snuse, smage og være en del af festen.
Jeg plejer ofte at fortælle at WhyNotGin blev startet for at sætte mit eget ginforbrug i en kontekst – det er sandt – det er også sandt, at Gin og Tonic er noget som drikkes af interesse og for at have det sjovt. Det gennemsyrer også indholdet på WhyNotGin.
Kærlig hilsen
Iben Diamant
Ginentusiast og Forfatter