Du kender helt sikkert Hendrick’s Gin, men kender du den geniale version af den klassiske smash cocktail med basilikum?!

Opskriften er fra min seneste bog ”GIN. Historie – Opskrifter – Ginkartotek”, hvor der bl.a. findes en tidslinje over de mest ikoniske og klassiske gin-cocktails gennem tiden.

Smash cocktailen stammer oprindeligt fra den sene halvdel af 1700-tallet, hvor det var uhyr populært at smash’e (slå/tæve) de æteriske olier ud af udvalgte ingredienser – eksempelvis mynte. Metoden gør det nemlig muligt hurtigt at overføre smag og duft til den færdige cocktail. Meget hurtigere end eksempelvis ved en macerering. Blandet med gin, sukker og citrussaft har du en smash.

I 2008 vandt tyske Jörg Meyer konkurrencen Best New Cocktails i Hamborg med et moderne twist på den ellers klassiske cocktail. Gør ham kunsten efter og imponer dine middagsgæster. Jeg lover den holder hele vejen.

 

Sådan laver du Basil Smash

  • 5 cl. Hendrick’s Gin
  • en håndfuld basilikumsblade
  • 2,5 cl. frisk citronsaft
  • 1,5 cl. sukkerlage (et opkog af lige dele sukker og vand, der er blevet koldt igen)

Kom basilikum og citronsaft i din shaker. Brug eventuelt en morter til at smashe smagen ud af basilikummen. Tilsæt sukkerlage og Hendrick’s Gin og top op med isterninger. Shake hårdt og si indholdet op i et glas med masser af isterninger. Garner med basilikumblade.

Basil Smash er super frisk og en rigtig party-starter.
Har du fået blod på tanden og mod på mere er der endnu flere opskrifter på alle mulige forskellige gin cocktails i bogen GIN. Historie – Opskrifter – Ginkartotek. Måske den skal være årets julegave?

Under alle omstændigheder; god fornøjelse med Basil Smash og rigtig god weekend!
Kh Iben

 

 

Vidste du at Hendrick’s Gin…

… blev lanceret i 2001 og,
… er i ”familie” med William Grant, der er etableret i 1886.
… destilleres med 12 botanicals, nemlig enebær, korianderfrø, kvanrod, orris rod, appelsinskal, citronskal, java peber, røllike, hyldeblomst, kamille, kommen og pebersorten paradis korn. Først efter destillering tilføjes en naturlig agurkearoma og en roseekstrakt.
… har en alkoholstyrke på 41,4%
… smager uforskammet godt i en Gin & Tonic med Fever-Tree Elderflower Tonic Water, frisk agurk og rosa peberkorn.