Halleluja for en mandag at stå op til! Det er 1. juni og officielt sommer! Oven i hatten er det International Negroni Week – hele ugen fra d. 1. til den 7. juni!! Vil du vide mere om konceptet generelt, så har WhyNotGin lavet et indlæg om selv samme emne, som du finder her.
Helt exceptionelt er der mandagsdrink på WhyNotGin i anledningen af den aktuelle Negroni Week. Hvor du selvfølgelig finder inspiration til serveringen af ’verdens simpleste cocktail, verdens nemmest at fucke up’ citat gin-entusiast og kender, i dette tilfælde anonym.
Det er slet ikke så svært endda – præcis én del gin – én del sød vermouth & én del Campari – op i et glas, godt med is, rør rundt og garner med appelsinskal. Variationen og mulighederne ligger i kombinationen af gin og valget af sød vermouth og er naturligvis utallige.
Men hvor stammer herre-drinken fra, der mest af alt giver associationer til den italienske mafia eller Godfather filmene?! Teorierne er mange og jeg har valgt at gå med den bedste historie:
Det hedder sig at Greve Camillo Negroni tilbage i år 1919 på et italiensk torv i Firenze, bad tjeneren om at styrke sin ellers foretrukne drink, en Americano, ved at erstatte danskvand med gin. Det gjorde tjeneren og for at symbolisere drinkens forskellighed fra den ellers velkendte Americano cocktail garnerede han med appelsinskal i stedet for citron. Der findes godt nok ikke mange kilder der bekræfter historien, da én af de tidligste beskrivelser af Negroni stammer fra Orson Welles i 1947, hvor han beskriver Negroni således: “The bitters are excellent for your liver, the gin is bad for you. They balance each other.” Om end der er en vis sandhed forbundet med citatet, må det være op til den enkelte læser, at vurdere validiteten af gin-historien.
Negroni ugens første version af cocktailen på WhyNotGin er blevet én der holder sig fuldstændig inden for rammerne af originalen – ingen slinger i valsen, ingen nytænkning – pure Italian Cocktail – af ingredienserne Master’s Gin, Noilly Prat Rouge & Campari.
Det er lidt tid siden, at mit barbord blev beriget med en flaske Master’s Selection London Dry Gin og jeg har været noget i tvivl om hvordan den bedst tog sig ud – nu ved jeg det – selvfølgelig i Negroni.
Master’s er som skabt til den appelsin-bitre cocktail, da den anvendte neutrale alkohol til produktionen af Master’s, har ligget i appelsiner et helt år forud for destilleringen. Foruden indgår der både søde og bitre appelsiner i selve destilleringen, som naturligvis repræsenterer et vist islæt i den færdige gin. Master’s Gin er en dejlig gin, til en god pris på ca. 200 kr. for en flaske. En appelsinrig gin, der både har kant fra enebær og den anvendte alkohol – et oplagt valgt til Negroni. Og nårh ja, dobbelt guldvinder ved San Francisco World Spirit Competition 2015 i kategorien Normal Gin.
Valget af vermouth er endt på den behagelige, lidt krydrede Noilly Prat Rouge, som giver dybde og sødme uden at kvæle ginen fuldstændig. Investerer du i en Noilly Prat Rouge (til ca. 90 kr.) har du et meget flot benchmark af en god sød vermouth i huset. I forhold til Campari’en, jah så er der ikke meget at rafle om, den er som den er og skal være.
Alt i alt en fantastisk dejlig Negroni, til den lidt sødere orangeagtige side, lige som jeg rigtig godt kan li’ min Negroni.
- Negroni Tip 1: Opbevar altid en åben flaske vermouth af enhver art på køl. Vermouth er som vin og kan ikke tåle at stå i stuetemperatur efter åbning.
- Negroni Tip 2: Mix din Negroni nu, også selvom du først drikker den på fredag. En cocktail som Negroni er i princippet som en god sovs – får ingredienserne lov til at smelte sammen og sætte sig, bliver smagen så meget bedre og mere integreret.
Rigtig god Negroni Week 2015
/Iben