Jeg har haft hjemmearbejdsdag – noget der har resulteret i et par overspringshandlinger, men sjovt nok ikke støvsugning. Næh hjemmelavet dehydreret garniture til weekendens Gin & Tonic’s!
Jeg har set det på internettet – det ser jo piv fancy ud, men det har været svært at blive klog på folks erfaring, så nu deler jeg min.
Indledende fase var nem nok. Find citrusfrugter i køleskabet og vask dem. Jeg havde en citron, appelsin og en rød grape.
Skær dem i virkelig tynde skiver – det kunne jeg også godt finde ud af.
Så blev det svært, for skulle de i oven på en bageplade eller rist? Hvor varm skulle ovnen være og hvor længe skulle de have??
Jeg lagde de tynde skiver citrus på en bageplade med bagepapir og satte dem ind i en varm ovn på 200 grader. Det er åbenbart ALT for varmt hvis man gerne vil dehydrere og ikke grille sin garniture.
Efter 30 min var der krise. Ca. halvdelen var jo blevet sorte. Jeg slukkede ovnen og resten af eftermiddagen har bagepladen så skammet sig i den mørke ovn.
Det fede er, at den halvdel, der ikke var blevet sort, er blevet fuldstændig tørre, sprøde og rigtig fine. Citronerne smager faktisk lidt som citronbolcher. Jeg ved ikke om det skyldes den lidt hårde varme til at starte med??
Set i bagklogskabens ulidelige klare lys, havde det nok været mere passende at give dem et par timer ved 100-120 grader…
Har du selv erfaring med dehydreret garniture, hører jeg meget gerne fra dig OG endnu bedre hvis du har gode idéer til hvilke gin jeg skal finde frem, når der skal serveres G&T med hjemmelavet dehydreret garniture 🙂
Kh chefkok Iben