Vælg en side

Det er blevet fredag og tid til Gin & Tonic lir på WhyNotGin.
Der er Hepple Gin, urtet tonic og solmodne sommerbær på menuen.

Jeg har glædet mig til at introducere Hepple Gin her på WhyNotGin. Selvfølgelig fordi det er herre god gin, der smager fuldstændig outstandig (den har lige vundet dobbelt guldmedalje ved SFWS Competition) og fordi nørde-niveauet er i ypperste potens!

Hepple Gin holder 45% i alkoholstyrke – det er altså en gin, der kan smages når man laver G&T – det ka’ vi godt li’. Den er destilleret med 13 forskellige botanicals og så fremstilles den vha. en enestående triple teknik, som ingen andre destillerier benytter sig af. Det hele foregår tæt på nationalparken Northumberland, i det nordlige England.

Hepple Gin

Master Distilleren hedder Chris Garden. Han er tidligere master distiller hos det anerkendte Sipsmith Distillery i London og ikke nok med det, så har han rent faktisk papir på, at han kan destillere. Han er nemlig uddannet ved Institut of Brewing & Distilling på Herriot Watt University i Edinburgh. Han ved godt hvordan man laver gin.

De 13 botanicals i Hepple Gin tæller: Grønne enebær, alm. enebær, douglasgran, mosepors, solbærblade, solbær, Amalfi citroner, korianderfrø, fennikelfrø, lakridsrod, orrisrod, kvanrod og løvstikke.

Men de hældes ikke alle sammen ned i en pot stil, som når man på almindeligvis destillerer gin. Nej i det her tilfælde udvindes smagen vha. tre forskellige metoder.

Først destilleres et miks af klassiske botanicals i en traditionel kobber pot stil. Det omfatter: enebær, mosepors, douglasgran, fennikelfrø, kvanrod, orrisrod, lakridsrod, citron, korianderfrø, solbær og solbærblade.

Kobber pot still

Bagefter vakuumdestilleres grønne enebær, douglasgran, mosepors, citroner, løvstikke og bladene fra solbærbusken. En teknik som enkelte andre master distillers også benytter sig af. Ved vakuum destillering er det muligt at sænke kogepunktet og dermed få et langt mere frisk, sprødt og saftigt destillat. Jeg har skrevet lidt mere om vakuumdestillering her.

Vakuum destillator

Til sidst køres trumfkortet i stilling og Chris Garden foretager en CO2 ekstraktion af enebær alene. Det er en metode, som ellers kun benyttes af kosmetikindustrien, fordi det er vanvittigt kostbart. Men metoden gør det muligt at suge saft og kraft, ja enebærret sjæl ud af det. Nærmest i forholdet 1:1.

CO2 ekstraktion

De tre destillater blandes. Og resultatet er enestående!

Hepple Gin dufter som når man fylder lungerne med frisk luft i en provinshave, en solskinsdag i august (efter en sommer, hvor det har regnet uafbrudt). Hepple er fuld af græssede noter, saft og naturkræft, men på en sprød og kæk måde. Især de grønne enebær, løvstikke og gran springer i næsen. Men Hepple Gin har også en diskret duft af solmodne sommerbær.

Når man smager på Hepple Gin, er det den rene, sprøde smag af enebær der får lov til at dominere. Det er dét vakuum destillering kan. Ginen smager næsten grønt og græsset og efterlader noter fra de let bitre grønne enebær, gran, mosepors og solbær.

Så hvis du spørger mig, så ja! Hepple Gin er alle 399,- værd! (køb den her)

En gin som Hepple kræver selvfølgelig et stærkt match af en tonic. Jeg er hel vild med kombinationen; Erasmus Bond Botanical Tonic. Den har ikke kun fået en bitter smag fra kinin, men indeholder også noter af basilikum, enebær, timian og peber. En let urtet og krydret tonic, der passer godt til Hepple Gin.

Erasmus Bond Botanical Tonic Water

Som tilbehør/garniture har jeg til fredagens Gin & Tonic brugt brombær. Jeg er ret begejstret for at lege videre med smagen af de mørke sommerbær. Solbær er selvfølgelig også et oplagt alternativ. Jeg har givet brombærrene et forsigtigt klem med fingrene, så de giver lidt farve og smag til den færdige Gin & Tonic.

Hepple Gin & Erasmus Bond Botanical Tonic Water med brombær

Hvis du også synes at Hepple Gin lyder uimodståelig, så kan den købes her.
Erasmus Bond Botanical Tonic finder du her.

Det er også muligt at smage Hepple Gin & Erasmus Bond Tonic på Gin & Tonic Cruise fredag d. 25. august.
Billetter købes her: https://billetto.dk/e/gin-tonic-cruise-med-whynotgin-billetter-206231

Skål & rigtig god weekend
Kh Iben

Mine forældre har en brombærbusk, men der går lige lidt, før de er klar til at blive forædlet med Gin & Tonic, desværre.

Lyst til at dele artiklen?

Vær med til at sprede ginbudskabet