Ugens gin-drink har en ganske særlig plads hos mig og derfor glæder jeg mig til at dele den med jer også selvom vi ikke kender hinanden så godt endnu.
Idemanden til drinken er samme mand, som for adskillige år siden introducerede mig for det, jeg i dag forbinder med en sundowner. Nemlig gin & tonic på Hendrick’s med agurk og sorte peberkorn. Dem har vi siden drukket utallige af og især da vi boede lige ud til Stillehavet, mens solen gik ned og delfinerne dansede langs San Diego’s kyst.
I dag har den fået lidt ekstra lir og gør det flot som fredagsdrink. Jeg brugte;
- Hendrick’s Gin
- Naturfrisk Tonic
- Rosépeber
- Enebær
- Kardemommekapsler
- Hibiscus
Hæld gin i de glas du skal bruge, tilsæt krydderierne – lidt af det hele, men heller ikke for meget og lad det trække et kvarters tid (helt klart den sværeste del!). Hibiscussen farver ginen en anelse, så den får et rosa skær, det ser ikke kun rigtig fint ud, det tilfører også er udemærket syreprofil til drinken. Du kan sagtens tage krydderierne op igen, men jeg lod dem blive i og tilsatte bare is og den lækre tonic fra Naturfrisk.
Du ender med en G&T der har dejlig dyb smag fra krydderierne og som er perfekt til en efterårsaften som i aften. Men nu er Hendrick’s jo en udemærket gin (læs; her går den rent ind!) som alle dage gør sig godt. Ginen er destilleret med adskillige urter og er især er kendt for sine undertoner af agurk og rose som da også komplementerer den godt.
Indkøbslisten er lang til fredagsens Gin & Tonic, men det er bestemt besværet værd. Som bonus info kan jeg fortælle at alle krydderierne fås hos ASA som holder til i torvehallerne og ellers er Santa Maria leveringsdygtig i det meste, så mere besværligt er det altså ikke.
Rigtig god weekend og pas på alle dem der drikker juleøl i aften (de er over alt!)
– Iben
Køb din Hendricks Gin her