Jeg har fået mig et nyt ginbekendskab og det er et rigtig dejligt et. Hvis ikke du allerede kender Le Tribute Gin then hang on and I will introduce you…

I byen Vilanova bare 50 km syd for Barcelona i Spanien, finder vi Destilierias MG, der siden 1835 har ladet destilleringens kunst gå i arv fra far til søn og gennem mere end 100 år har forfinet det håndværk, der er forbundet med frembringelsen af livseliksiren gin. Familien hedder Giro og står bag adskillige gin-successer bl.a. den middelhavsinspirerede nyklassiker Gin Mare, Master’s Selection Dry Gin, Gin MG og senest Le Tribute Gin.

Le Tribute Gin, hvor LE er forkortelsen for ”Liquid Experience” og hyldesten går til pionererne, processerne og arven bag spiritussen, er smuk både af udseende og i smag. Og det er metoden til at lave ginen egentlig også.

Le Tribute Gin fremstilles ved intet mindre end 7 destillater i alt. Først destilleres enebærerne alene, andet destillat er lime, tredje kumquat, fjerde citron, pink grapefrugt og grøn grapefrugt, femte er mandarin, sjette er kardemomme, bitter og sød appelsin og citroner (igen) til syvende og sidst destilleres citrongræs.

Dvs. 9 af ginens i alt 11 botanicals tilfører en citruslignende note til ginen. Faktisk er det kun enebær og kardemomme der ikke flader i citrus-kadegorien. Til gengæld er citrussen nuanceret, varieret og enormt interessant.

Det er nok ikke den store overraskelse, at citrusnoten får lov til at fylde en del. I næsen og ved første duft er det den frugtige, næsten modne mandarin, appelsin og sødmefulde grape der først fanger an. Derfra får ginen en lidt mere bitter/tør nuance som helt sikkert skyldes kombinationen af enebær og den lille citrusfrugt kumquat. For at fange kardemommen og den mere parfumerede citrus som lime, citron og citrongræs skal man dufte lidt mere granskende. Eller endnu bedre, lade snifferglasset stå, hvis man kan. Efter en halvtimes tid er duften mere citrusfrisk og bitter end den er frugtig og sødmefuld.

I munden er Le Tribute Gin enormt behagelig, den holder trods alt 43% i alkoholstyrke, men har en rigtig rar blød følelse i munden. Den tørre enebær rammer umiddelbart først, men komplementeres selvfølgelig lunhurtigt at de mange citrusnuancer. På samme måde som i næsen er det først og fremmest en smag af moden mandarin, frugtig appelsin og sødmefuld rødgrapefrugt, der fylder i munden. Derfra bliver smagen mere citrusfrisk og bitter, som især smager af citron, lime og citrongræs. Super lækkert, super frisk. Kardemommen er forholdsvis afdæmpet og binder på en eller anden måde de mange citruselementer sammen.
Kort opsummeret kan du li’ citrusfriske gin som fx Monkey 47 så vil du elske Le Tribute Gin.

Jeg ville fortælle en sandhed med modifikationer, hvis jeg sagde, jeg ikke blev svært begejstret første gang jeg stod med en flaske Le Tribute Gin i hånden. Flasken er ski*e-hammrende flot, oser af klasse og har et virkelig eksklusivt look. Men da jeg så fik øje på tonicen, ville lykken ingen ende tage!

Men en ting er, at Le Tribute Gin og Le Tribute Tonic er et virkelig pænt par. Oven i hatten smager tonicen, på samme måde som ginnen, super skønt. Den er tør og bitter og har en fræk note af ja… jeg vil gætte på kardemomme, men jeg ved det ikke. Det er som om sødmen i tonicen ikke er sukkersød, men mere krydret-sød. Det er de rene gisninger og står for egen regning, men det spiller exceptionelt godt sammen med Le Tribute Gin.

Som Gin & Tonic er det næsten svært ikke at servere dem sammen, de er trods alt skabt for hinanden. Jeg har været meget fristet af at garnere Le Tribute Gin & Tonic med rødgrapefrugt – en kombi som jeg stadig hepper lidt på og tror er et flot match. Men jeg er i den her omgang endt med en lidt anden, men meget dekorativ type tilbehør, der stadig komplementerer alle ginens citrusnuancer vældig fint. Nemlig citronverbena. Er du nede på citronverbena kan citronmelisse til nøds gå an, men er jo bare ikke helt det samme.

Er du blevet tørstig så provianter Le Tribute Gin her!

Her på altanen er der ikke et øje tørt og vel egentlig kun tilbage at sige ha’ lige en fænomenal weekend og en herlig pinse.

Kh Iben