billede af iben til blog

Iben Diamant

Det er mig som står bag WhyNotGin. Gin handler for mig om  eminente smagsoplevelser, men i ligeså stor grad selve ginglæden.

Vi nyder og snakker om gin af en helt bestemt årsag. Det er sjovt, spændende og tilnærmeligt. Det skal det fortsat være – også selvom vi nørder med tingene.

Velkommen til mit univers.

Gin Events

#Fredagsdrink Silent Pool Gin

På Albury Estate i Surry Hills ligger søen Silent Pool og det gør destilleriet med samme navn også. Myten om søen er noget mere uhyggelig end historien om ginen, faktisk lidt af en gyser;

Det siges nemlig at den unge smukke datter af stedets skovhugger, engang for længe siden, besluttede at dyppe sig i søen, i det kostume vorherre havde skabt hende. Men hun blev afsløret af ingen ringere end Prins John. Prinsen blev med et trylleslag betaget af den uge kvindes skønhed og forelskede sig øjeblikligt i hende (eller hvad det nu hedder, når en mand ser en ung, smuk, nøgen kvinde…). I stedet for at vinde hendes kærlighed, lærte han, at en nøgen forskrækket kvinde er lige så umulig at charmere, som hun er let at skræmme – hun svømmede nemlig endnu længe ud i søen, hvor hun led en forfærdelig druknedød og det siges, at man hver nat ved midnatstid stadig kan høre hende skrige.

Heldigvis findes der også en lidt mere opløftende historie fra området omkring Silent Pool – nemlig historien om Silent Pool Distillery.

Destilleriet ligger en god times kørsel fra London og har en mission: de vil lave spiritus der indkapsler egnens romantiske, men dramatiske sagn, med lokale smagsgivere. Intet mindre end 24 forskellige botanicals går der til, når Silent Pool Gin destilleres i kobber pot stil’en Arnold Holstein. Botanicals som hyldeblomst, kamille, kafirlime blade, pærer (både friske og tørrede), honning, kvanrod, bitter appelsin, bergamotappelsin, lime, kardemomme, kassiabark, koriander, java peber, paradiskorn, enebær, lakridsrod, orris rod, lindblomst, rosenblade og lavendel.

IMG_8071.1

Der er altså masser af botanicals at lade sig inspirere af, hvis man er på jagt efter god garniture til en Gin & Tonic med Silent Pool Gin – og det er jo noget vi ka’ li’ – eller jeg kan i hvert fald godt!

Men hvad er hun for en sag, hende Silent Pool Gin?! I næsen er hun citrusfrisk og en anelse blomstret, en duft, der har følgeskab af en forsigtig fed sødme, som uden tvivl skyldes honningen. Men der hænger også en lidt mere mørk og krydret duft i næsen, som bl.a. kommer fra kardemomme.

I munden er Silent Pool Gin først citrusfrisk og en smule sød, men bliver så forholdsvis varm på tungen. En varme der kommer fra ginens pebrede botanicals som paradiskorn og java peber og altså ikke kun den høje alkoholstyrke på 43%.

Alt i alt en rigtig spændende gin, med en flot balance, der både byder på en friskhed fra citrus og koriander, varme fra pebernuancer, fedme fra honning og kardemomme og til sidst de næsten skjulte florale og blomstrede noter. Jeg er fan!

Som Gin & Tonic er der rigtig rigtig mange veje at gå med Silent Pool Gin! Jeg har i første omgang valgt at lade ginen få lidt plads. Mit valg af tonic endte derfor på San Pellegrino Tonica, som har en afdæmpet kinin-smag, en smule sødme og en lækker citrusfriskhed, der stammer fra sicilianske citroner. Faktisk en rigtig udemærket go-to tonic, synes jeg.

IMG_8079.1

På toppen af min G&T er der mynte og appelsin. Mynten fordi det skaber en frisk, næsten parfumeret duft – en fin kontrast til den ginens ‘honningfedme’ og som går rigtig godt i spænd med en tynd skive appelsin.

IMG_8086.1

IMG_8091.1

Jeg håber du får en herlig weekend med masser af små og store gin-øjeblikke.

Kh Iben

Køb Silent Pool Gin her

Flere spændende indlæg om gin

Gin & TV – 2. okt

Jeg ved det godt… Der sker ikke så meget her på domænet for tiden. Det er der flere forklaringer på.

Gin & TV – 14. august

Gin & TV – en online smagning er virkelig sjovt! Og I er vilde med det. Og det er vi

Årets Gin Julegave

Køb et ekslusivt smagesæt til den 15. januar. Vi sender ud medio december, så den er parat til at ligge under træet.