Nogle gin-oplevelser sætter sig lidt dybere end andre. Den her, er en af dem der har efterladt noget ganske særligt og som gør mig utrolig taknemmelig for alt det gode, sjove, skæve og skøre WhyNotGin har bragt med sig.

Indlægget er på en eller anden måde ret personligt for mig. Det er nærmest blevet et uddrag af en gin-dagbog jeg ikke har. Jeg håber I har lyst til at læse et gin-eventyr, der handler om Frederiksberg London Dry Gin.

Under Frederiksberg Rådhus er Henrik Hammer nemlig begyndt at holde til og i gang med at færdigøre etableringen af Frederiksberg Destilleri. Hvis navnet Henrik Hammer ikke lige umiddelbart får klokkerne til at ringe, så lad mig introducere:

Manden bag ginen
Henrik Hammer har efterhånden en del gin på samvittigheden, han står bag ginikonet og nyklassikeren Geranium London Dry Gin, der nok var en af de aller første (og måske aller bedste) danske premium ginner. Henrik var blandt de første til at nytænke brugen af botanicals, bl.a. ved at kombinere geranium blomst med klassiske smagsgivere.

Geranium Gin besidder adskillige hæderkronede priser og har bl.a. været kåret som verdens bedste Gin & Tonic. Henrik har også lavet Old English Gin, Single Estate Botanical ginnen; Klelund og givet sit besyv med på et hav af forskellige ginprojekter.

Henrik er uden tvivl også den enkeltperson, der har lært mig mest om gin. Processerne, destilleringsmetoderne og det historiske perspektiv og så har jeg haft spurgt Henrik til råds i forbindelse med begge mine bogudgivelser. Kort opsummeret; jeg har en kolossal respekt for Henrik Hammer, hans ginhåndværk og professionelle virke.

Henrik fortalte mig første gang om Frederiksberg Destilleri i januar 2016. Det var faktisk en eftermiddag hvor vi var mødtes på Café Sokkelund på Frederiksberg. Vi drak Negroni – jeg hang lidt med hovedet og havde på daværende tidspunkt et uoverskueligt bogprojekt foran mig. Henrik (og negronierne) gjorde det svært at bevare pessimismen og i den forbindelse fortalte han mig om de mange botanicals, han havde høstet fra Frederiksberg Have og mulighederne i at lave lokal gin af lokale, håndplukkede råvarer. Især agern snakkede vi meget om. Frederiksberg Have er åbenbart leveringsdygtig i masser af agern.

I forbindelse med WhyNotGin’s Gin & Tonic Pop Up Bar 3.0 i sommer, fik jeg den idé at lave Gin & Tonic Cruises gennem Københavns kanaler. Et event hvor jeg selvfølgelig skulle bruge ekstraordinær god gin. Hvad mere oplagt end at tage fat i Hammer og høre hvad status var på Frederiksberg Gin-projektet.

 

Henrik havde selvfølgelig en prototype stående, men var ikke heelt tilfreds med resultatet. De aromatiske og olierede ageren fra Frederiksberg Have, som Henriks datter, Frida og hendes klassekammerater i 4. klasse i øvrigt havde indsamlet, var lidt vanskeligere at arbejde med end først antaget.

Jeg fik prototypen med hjem og mulighed for at smage og komme med mine input. Jeg var slet ikke i tvivl om, at der var tale om ualmindelig gode sager, men det var rigtig nok, ageren gav ginen en ret unik og charmerende karakter. Jeg kom med mine input til bittesmå justeringer.

Henrik udøvede magien og justerede ginen, destillerede 48 flasker af batch nr. 2, som oven i købet fik en særlig WhyNotGin bagetikette og som blev brugt i forbindelse med sommerens to Gin & Tonic Cruises. It goes without saying der var ikke en dråbe tilbage og samtlige flasker var revet væk.

Efterfølgende blev Frederiksberg London Dry Gin sendt til ”OL” for gin, IWSC (International Wine & Spirit Competition), hvor den hev en guldmedalje i hus i kategorien London Dry Gin og sølv i kategorien Gin & Tonic med kommentaren outstanding.

 

 

Frederiksberg London Dry Gin

Ginen destilleres med 7 botanicals (enebær, en hatfuld friske lavendelblomster fra Landbrughøjskolens Have, agern fra Frederiksberg Have, skrællen fra pink grapefrugt, vild kvanrod, korianderfrø og lakridsrod) og fremstilles på en 50 liter pot still. Den færdige gin holder 44% i alkoholstyrke.

Når jeg smager Frederiksberg Dry Gin får jeg først en utrolig intens smag af fuldfede enebær, på den lækre olierede måde, der nærmest efterlader et strejf af peber. Det spiller for vildt. Citrusnoterne der stammer fra korianderfrø og skrællen fra pink grapefrugt er balanceret og behagelig. Jeg er helt vild med den forsigtige note af lavendel, som jeg faktisk først opdagede ved anden tår. En diskret og sofistikeret nuance. Så kommer de perfekt justerede ageren-noter, der sammen med den destillerede lakridsrod afrunder ginen på genial vis.

Der er tale om en gin med utrolig meget smag, power og gennemslagskræft samt masser af kompleksitet. Den lever absolut op til sine medaljer og bemærkningen outstanding!

 

Gin & Tonic

Server Frederiksberg Dry Gin til nogle der vil sætte pris på den. Match den med Fever-Tree Aromatic Tonicwater og garnér med en halv skrive rød grapefrugt. That’s it!

 

Batch Nr. 4

Nu har Henrik lavet batch nr. 4 bestående af bare 18(!) flasker, der alle er nummereret på den specialfremstillede bagetikette. Jeg har fået lov til at købe alle 18 flasker. Flaske nr. 1 står hjemme i min egen private ginsamling og 9 andre flasker har jeg stillet til side, som skal bruges til ganske særlige julegaver.

Summa summarum: Der er 8 flasker tilbage som jeg efter lange overvejelser, har besluttet mig for at sætte til salg. [OPDATERET: UDSOLGT!]

Jeg er både stolt og taknemmelig over at have fået sådan en ginoplevelse. Særlig tak Hammer.
Kh Iben