Jule-Gin & Tonics

1. december er synonym med jule-plim, nisselandskab, Rudolf-sweatre og Maria Carey på repeat med ”All I want for Christmas is youuuuuu”, for slet ikke at tale om vaniljekranse, lidt for korte nederdele til diverse julearrangementer, kysseri under misteltenen og alle gaveindkøbene. Er det ikke fabelagtigt?! Jeg elsker det! Som om det ikke var jule-lykke nok i sig selv, så har jeg benyttet lejligheden til at lave en guide til jule-gin-&-tonics til at skylle hele herligheden ned med.

Der er 3 forskellige Gin & Tonics på menuen, alle 3 med danske ginner. – Jeg synes simpelthen, at det er så sejt, at vi bor i en gin-nation, hvor nogle af landets bedste gindestillerier har sørget for, at vi kan få jule-GinTonics med dansk gin! Det gør mig jule-glad!

Orange Gin & med Appelsinskal & Nelliker

Vi starter i København med Orange Gin fra Copenhagen Distillery. Har du endnu ikke smagt denne herlighed, er du nødt til at få rådet bod på sagerne. Orange Gin smager vidunderligt frugtigt og giver næsten associationer til krokant chokolade. Appelsinnoterne fra de håndpillede appelsiner og pomerens giver en utrolig intens smag og duft. Ginens navn sidder altså lige midt i skiven.
Servér den her GinTonic om eftermiddagen, før mad, efter mad til dans eller sofahygge. Den er forholdsvis enkelt, men pokkers sofistikeret:

  • 5 cl. Orange Gin
  • 10-12 cl. tør tonic – eksempelvis Fever-Tree Naturrally Light Tonic
  • En strimmel appelsinskal med 2-3 nelliker i.

Appelsiner med nelliker er en evig klassikser blandt mit julepynt, der i sandhed også virker sammen med Orange Gin – nu taler vi integreret julepynt. Sørg for at sætte nellikerne fast i appelsinskallen. Der er simpelthen ikke noget mere træls end at få de små stikkejavertusser ind i munden og galt i halsen.

Herbie Christmas Gin med æble & kanel

Herbie Gin destilleres på Nordisk Brænderi højt mod nord derovre i det mørke Jylland. Mere præcist i Fjerritslev. Herbie Christmas Gin er seneste skud på stammen og har fået en ekstra dosis julekrydderier og masser af alkohol. Den holder nemlig 47% i alkoholstyrke, hvor den originale Herbie Gin ”blot” bryster sig af 40%. Ginen er destilleret med masser af enebær, fennikel der giver en anis-agtig duft og smag, danske æbler, kanel, appelsin, muskatnød, allehånde, kardemomme og andre julekrydderier. Server den som Gin & Tonic og oplev en smagseksplosion komponeret af julekrydderier, på den bedst tænkelige måde:

  • 5 cl. Herbie Christmas Gin
  • 10-12 cl. Nordic Tonic Water (alternativt en anden tør tonic)
  • En stang hel kanel – gerne ægte kanel*
  • 2 skiver danske æbler

Herbie Christmas Gin & Tonic har en gennemtrængende smag af julekrydderier og af samme årsag har jeg valgt en tonic, der ikke forsøger at stjæle rampelyset, men som tillader de mange botanicals, at komme til deres ret. Både allehånde, muskatnød, æble og appelsinen får plads. Nordic Tonic Water klarer det til UG. Kan du ikke finde den svenske tonicvand, kan du fx ty til Syndrome Raw Tonic.

På toppen er der ægte kanel og danske æbler, som giver en perfekt syre til drinken. Uden tvivl en jule Gin & Tonic, der får de små bjælder til at kime og kinderne til at blusse.

Kanel vs. kassiabark

*Kan du kende forskel på kanel og fattigmandskanel, også kendt som kassiabark? Jeg var faktisk ikke opmærksom på, at der var så stor forskel på de to typer af kanel. Både i pris, men også i duft og smag.

Du kan genkende ægte kanel på de mange lag. (Se billede) Kanel er nemlig rullet igen og igen og har mange fine, skrøbelige lag. Ægte kanel har en intens duft, der for mig er synonym med jul. Eller i hvert fald giver tydelige associationer til risengrød med kanel.

Kassiabark har slet ikke nær så mange lag, men ligner typisk en grovere bark, der blot er rullet en enkelt gang. Kassiabark dufter ikke nær så intenst og har faktisk af samme grund ofte været min foretrukne til G&T’s, fordi ægte kanel simpelthen kan blive for meget af det gode. Men til Herbie Christmas Gin har jeg brugt ægte Alba kanel fra Mill & Mortar, som virkelig er Rolls-Roycen indenfor kanel. Det fungerer super godt sammen med den lidt bombastiske fennikel og alle de andre julekrydderier, der findes i ginnen.

På falderebet har jeg tænkt mig at citere Simon Jul,
Citat Simon Jul: “Husk at juleøl er stærk øl, og snaps er bolle-boksevand”

On that note, ha’ en skøn december og nap en Gin & Tonic.

Kh Iben

Elg Merry Christmas Gin med dild & stjerneanis

Elg Merry Christmas Gin er destilleret med bare 3 forskellige botanicals: masser af enebær, masser af korianderfrø og fynske gulerødder. Ginens grønne farve kommer fra gulerodstoppene og er altså 100% naturlig. Elg Merry Christmas Gin holder 47,1% i alkoholstyrke og har en powerfuld duft og smag, hvor enebærrene uden tvivl spiller hovedrollen.

Elg Merry Christmas Gin er umiddelbart den mindst “julede” af de tre ginner, når man dufter til den, men det gør ikke noget, for hvis du serverer den, som jeg har gjort, skal du i år drikke Gin & Tonic’s til din julesild og laksemad. Oh Dear det smager godt og vil fungere perfekt til de kommende julefrokoster:

  • 5 cl. Elg Merry Christmas Gin
  • 10-12 cl. Fentimans Tonic Water
  • en dusk dild (det må man gerne, fordi dilden har en fin harmoni med gulerødderne)
  • 1-2 stjerneanis

En knastør, bitter Gin & Tonic til det kolde julebord. Jeg er vild med duften af dild og stjerneanis i kombination. Det kan noget!