Godt og vel 4 timers togrejse stik mod nord fra Helsinki, dukker den lille station og landsby Tervajoki op. Yderligere et kvarter i bil derfra ligger byen Isokyrö. Der er ikke meget på de kanter, hvor det i oktober måned allerede var adskillige minusgrader, blæsende og landskabet råt. Men der er noget, der er hele rejsen værd – nemlig Kyrö Distillery Company. Jeg har været et smut forbi destilleriet, der lever og ånder efter det næsten religiøse motto: ”In Rye We Trust”.

 

Men historien om Kyrö Distillery Company starter faktisk et helt andet sted. Nemlig i en sauna, hvor der duftede af frisk birk (det har jeg efterfølgende lært, at det gør der i finske saunaer) tilbage i 2013, hvor vennerne Miko, Mikko & Miika var i færd med en interimistisk whiskysmagning og i gang med at dele indholdet af en flaske rye whisky. Uden at være den helt store digter eller historiefortæller, er det ikke svært at forestille sig, hvordan snakken er gået og hvordan de har nydt varmen og whiskyen. Efterhånden som flaskens indhold blev mindre og mindre, kom de til at undre sig over, hvorfor der ikke var nogle der lavede finsk whisky med 100% rug – rug er jo for pokker det eneste, stort set, der har en reel chance for at grå på de kanter?! Derfra var der ikke langt til idéen om, ”at sådan en whisky skal vi da lave – selvfølgelig skal vi det”. Fra saunaen sendte Miko faktisk en sms til Calle, for at fritte ham for hans dengang entusiastiske, men begrænsede viden om whisky.

I dag, 5 år efter, er Calle Head Distilller (han bryder sig ikke om tituleringen Master Distiller) og vennerne Miko, Mikko, Miika & Jouni (den 5. iværksætterven) har siden haft satset alt hvad de ejer og har, etableret sig i et tidligere ostemejeri og bl.a. lavet ginnen Napue, der har vundet IWSC’s præstigefulde titel ”Verdens Bedste Gin & Tonic”.

Det vanvittige er, at det hele er sandt.

Da tømmermændene efter saunaen havde lagt sig og det hele tog sin begyndelse, havde de vitterligt ingenting. De havde ikke noget sted at være, ikke noget logo eller nogen plan. Men de havde en drøm om at lave kompromisløs, vild, nordisk og nytænkende mikrodestilleret spiritus. Så det gjorde de. Men inden da tog de billedet, der skulle indkapsle essensen af det hele:

Til at begynde med benyttede gutterne sig af de chancer, der bød sig. De eksperimenterede eksempelvis med destillering i garagen hos Calles forældre, når de var ude at rejse og fik på en messe i London, den anerkendte master blender fra Buffalo Trace’s, Drew Mayville, til at smage deres basedestillat, da de jo i virkeligeden ikke anede hvordan sådan noget skulle smage. Altså det rå destillat, der ikke har ligget på fad i 3 år og blevet til whisky endnu. Det de i dag sælger som Juuri. De var på rettet vej, men langt fra i mål.

Miko tog et lån i sit hus, Mikko tog et lån i sine forældres hus og hver især spyttede de i puljen. De havde nemlig udset sig stedet hvor deres eventyr skulle udfolde sig – i det tidligere ostemejeri, der har forsynet datidens Sovjetunion med særligt gode skæreoste. Nu er det forvandlet til Kyrö Distillery Company. Men det har ikke været en dans på roser hele vejen. For halvandet år siden, da deres whisky kun var halvejs i den 3-årige liggetid, stod det stramt til rent økonomisk. De havde ikke indtægter, der kunne matche udgifterne. Og da der var nogle der gerne ville købe deres ”halvfærdige” whisky, solgte de en del af tønderne, i et forsøg på at holde hovedet over vandet. Noget de ærgrer sig grænseløst over i dag. Men midt i den rene elendighed skete der noget fantastisk – noget der selvfølgelig handler om gin!

Napue Gin var lanceret og klarede sig fint, men først da den vandt titlen som Verdens Bedste Gin & Tonic fik den, den opmærksomhed, som den fortjener. Efterspøgslen eksploderede og reddede formentlig destilleriets fremtid.

 

Napue Gin

Så hvad gemmer der sig bag Napue Gin?!
Napue Gin er lavet på et basedestillat af 100% rugkerner. Typisk bruger man hvede, til denne del af ginproduktionen, fordi det giver en renere og mere neutral smag, men i det her tilfælde er det meningen at rugen skal være med til at bidrage til den endelige oplevelse.

De laver ikke selv basedestillat til Napue Gin på destilleriet. Det laves i Estland, men selvfølgelig af den hårdføre finske rug.

På Kyrö Distillery Company bliver Napue Gin til i fire faser:

  1. Først macererer 10 botanicals i 16 timer før de destilleres. Det drejer sig om følgende: Enebær, dild, kvanrod, kommen, kanel, citronskal, korianderfrø, kardemomme, lakridsrod og orrisrod.
  2. Så tændes der op i pot still’en, hvor hibiscus og hyldeblomst udsættes for en damp infision.
  3. Birkeblade, mjødurt, havtorn & tranebær destilleres enkeltvis
  4. Tilbage står blot blandingens kunst af den færdige Napue Gin.

Den færdige Napue Gin holder 46,3% i alkoholstyrke.

De lokale botanicals, birkeblade, mjødurt, havtorn & tranebær, har en intens og rig smag. Det skyldes især at sæsonen på de kanter er utrolig kort. Der eksisterer simpelthen ikke lange perioder med varme og solskin, men når den endelig er der, myldrer alting frem. Intet vokser sig rigtig stort, men smagen bliver koncentreret og intens og det får lov til at afspejle sig i den færdige gin.

Der er virkelig tale om en ekstrem flot gin. Olieret, en anelse fed når man drikker den rent og en gin, der er fuld af saft og kræft, hvis man bruger den til Gin & Tonics. Enebæret er kompromisløst og i fokus, citrussen er afdæmpet, men balanceret og den nordiske nuance leveres af birk, havtorn og tranebær.

 

Napue Gin & Tonic – the perfect serve:

  • 5 cl. Napue Gin
  • 10-15 cl. Fever-Tree Indian Tonic
  • en lille kvist frisk rosmarin
  • Få friske eller frosene tranebær (ikke tørrede)

Napue Gin er ikke den eneste gin på Kyrö Distillery Company. Der findes også en fadlagret version: Koskue Cask Matured Rye Gin. Her er grundprincipperne de samme som i Napue Gin – og så alligevel ikke helt: Ti botanicals macererer i 16 timer forud for destillering, hvor hibiscus og hyldeblomst igen ligger i kedlens kurve og fungerer som vapour infusion. Efterfølgende hviler destillatet i cirka tre måneder på nye amerikanske egetræstønder og blandes først derefter med botanicals, der er destilleret enkeltvis. Heriblandt sort peber, birkeblade, tranebær, mjødurt og appelsinskal.

Koskue Gin smager fantastisk, men ikke i en G&T! Drik den rent og nyd vaniljenoterne fra fadet eller bland dig en Gin & Juice:

  • 4 cl. Kyrö Koskue Gin
  • 8 cl. virkelig god æblemost
  • 1 dash sukkersirup
  • Pynt med æble og vanilje

Under mit besøg på Kyrö Distillery Company var der også tid til, at jeg lavede min egen lille flaske gin. Jeg lavede en Nordic Dimond med overvejende enebær, en anelse havtorn, lidt birk, mjødurt, få dråber destilleret solbær og malurt. Den smagte ikke så godt som Napue Gin, så jeg tror ikke, I skal regne med at den sættes i produktion. Men det var mega sejt at prøve!

Jeg fik også tid til at give et nap med ved samlebåndet, hvor den færdige og flaskede Napue Gin pakkes i fine gaveæsker, så de er klar til den søde juletid. Et stykke arbejde der gav mig et helt nyt niveau af respekt. Der er så mange mennesker der har bidraget til resultatet af den gin, at man næsten ikke kan forstå det. Fra den finske rug høstes, til Napue Gin er pakket i en eksklusiv gaveæske og klar til at forlade destilleret, er der langt og rigtig mange har givet deres bidrag til at det kan lade sig gør – en tanke der om muligt fik mig til at nyde min G&T endnu mere end jeg plejer.

Tilbage er vel egentlig bare at sige tak! Tak fordi jeg måtte besøge Kyrö Distillery Company og tak fordi I laver verdensklasse gin deroppe hvor kragerne vender!

Fun Facts:

  • Kyrö Distillery Company (KDC) var tidligere et ostemejeri
  • Fonten de bruger på KDC hedder Napue Sans og stammer fra teksten på mindestene fra “Kampen ved Napue – 1714”. Stenene har stået som et monoment i byen siden 1920.
  • KDC har et ”seal of approval” der sidder i toppen af alle flasker, der forlader destilleriet – se billede af sæl.