Det hele startede egentlig for længe siden, en sommerdag, da en journalist havde været på Bornholm og oplevet intet mindre end en Gin & Tonic med – hold nu fast: hjemmelavet tonic! Siden har enhver gin & tonic entusiast med respekt for sig selv afprøvet Politikens tonic opskrift.
Jeg indrømmer gerne, at jeg har været lidt sløv i betrækket, hvad angår den hjemmelavede tonic. Mest fordi jeg ikke er tildelt store evner ved komfuret og så fordi jeg synes, at der efterhånden findes nogle glimrende tonic varianter at vælge imellem. Men nu er det altså blevet tid, jeg kaster mig ind i kampen og kommer her med mit bud på en hjemmelavet tonic.
Jeg har researchet en del, inden jeg for alvor kastede mig ud i det! Imellem de mange muligheder og opskrifter, der kan søges frem på nettet, har jeg efterhånden fået strikket en opskrift sammen, som jeg er svært tilfreds med. Istedet for at koge smagen ud af de forskellige ‘tonic-ingredienser’, har jeg valgt at lave en kold ekstraktion. Hvorfor: fordi tanninerne i fx citron smager ret grimt og virkelig bittert, hvis du ikke er skarp på tempereringen og fordampningsprocesserne.
Sådan gør du:
- Put alle ingredienserne op i en lufttæt beholder og sæt den i køleskabet i 72 timer – husk at ryste dagligt.
- 28g kina bark (kan købes på nettet eller i diverse helsekostbutiker)
- 20g citronsyre
- en knivspids stødt allehånde eller 3 hele
- 1 hibiscus blomst (som sørger for din fine røde farve)
- 5g lime skal
- 7g appelsinskal
- 10g citronskal
- 32g snittet citrongræs
- 675 ml. kold vand
- Lav en rig simple sirup
- kog 3 dl sukker sammen med 3 dl vand indtil sukkeret er fuldstændig opløst
- Lad det køle af
- Efter 3 dage: sigt tonicen gennem et kaffefilter
- Bland ca. 6 dl. tonic-essens med 2 – 2,5 dl. kold simple sirup (afhængig af hvor tør din tonic skal være.
Forholdet ved servering bør være ca. 2,5 ml. tonic essens med 10 cl. danskvand til 5 cl. gin
Resultatet: Jeg har fået blod på tanden og skal helt sikkert teste igen. Smagen er tør, en anelse bitter, men ikke for bitter og samtidig citrusfrisk med en underspillet blomstret note fra hibiscus. Jeg er VIRKELIG overrasket over hvor godt det egentlig smager.
Min første G&T med hjemmelavet tonic var med Tanqueray 10, 47,3% – resultatet var skønt og tørt!
Orker man ikke bøvlet og besværet, men gerne vil have et strejf af “hjemmelavet”, kan man fx ty til en tonicsirup som BARK. Jeg ved den forhandles hos Juuls på Værnedamsvej på Frederiksberg.
Go’ fornøjelse! Kh Iben