Anna og Calle Wikner er unge, nygifte eventyrere, der har hjerter der banker for kvalitetsspiritus, og i særdeleshed for gin, i en sådan grad, at det næsten kan være svært at følge med. Deres fælles kærlighed for håndværket stammer fra parrets tid i Vancouver, hvor de opholdt sig i godt 2 år (2013-2015). Det var en tid hvor de besøgte utallige små bryggerier og mikro destillerier og undervejs havde mulighed for at blive meget klogere på de mange teknikker.

Og selvom det ikke var meningen, var det svært ikke at flirte med tanken om at introducere deres egen by, Stockholm, for et mikro destilleri a la dem de oplevede i Vancouver. Et sted hvor de kunne fremstille deres favoritspiritus og samle mennesker, der delte deres begejstring for gin.

Det blev heldigvis ikke kun ved flirteriet. De vidste, at der var lang leveringtid på specialfremstillede pot stills, især hvis man går efter Rolls-Royce’en, fra Arnold Holstein. Så imens de stadig var bosiddende i Vancouver fik de designet og bestilt en 350 liter kobber pot still. Tanken var, at så kunne de altid finde et sted til den i Stockholm, når de engang var hjemme igen. Det viste sig dog ikke at være helt så lige til.

Efter ca. 100 kig på mulige lokationer og 10 måneder senere fandt de stedET. Det gammelt nedlagt Jaguar værksted på Södermalm lige rundt om hjørnet fra deres lejlighed.

Det er her magien sker. I det daglige er det Anna der er Master Distiller og søger for at alting lykkes. Hun er uddannet maskiningeniør og har derfor stor forståelse for alle processer og har fremstillingen fuldstændig under kontrol. Calle har stadig sit fuldtidsjob på et branding bureau, så han må nøjes med at være med om aftnen og i weekenden.

Opskriften bag Stockholms Bränneri Dry Gin, er den som parret egentlig udviklede til deres eget bryllup. En opskrift de blev så begejstrede for, at den blev til deres permanente Dry Gin. Ginen destilleres med 9 botanicals, hvor enebær, korianderfrø, citronskal og kvanrod udgør de mere klassiske smagsgivere og lyng, hyldeblomst og rosmarin, er de botanicals, der giver ginen dens nordiske udtryk.

Basedestillatet er 100% økologisk og lavet på hvede. Efter destillering nedvandes ginen til 40% i alkoholstyrke med vand fra vandhanen. Noget som vi danskere ikke nødvendigvis imponeres synderligt af, men som ude i den store verden er en fuldstændig fascinerende og enestående måde at få alt det gode fra vandet, med over i ginen.

Drømmen på det lille by-destillere er, at når tiden er til det, så skal der introducere nye og flere forskellige ginner, med hver deres smag og key-botanicals. Noget som jeg personligt har svært ved at vente på, men glæder mig meget til.

Men hvordan smager Stockholms Bränneri Dry Gin:
Næse: Når jeg dufter til Stockholms Bränneri Dry Gin er det en intens, næsten eksplosiv enebærduft jeg møder. Der er virkelig spark i enebærerne, på den gode måde. Under de mange enebær gemmer sig en kølig kompleksitet som med stor sandsynlighed stammer fra lyng og rosmarin. Citrussen, som kommer fra citronskal og korianderfrø er bitter og frisk og kun hvis man virkelig vil (og måske ved det), dufter jeg blomsternoter fra brugen af hyldeblomst.

Mund: Når jeg smager på Stockholms Bränneri Dry Gin er det befriende at opleve en dominerende, intens, tæt og tør smag af enebær, der kun afslutningsvis efterlader en forsigtig sødme på tungen. Lyng og rosmarin giver ginen en tydelig krydret note, næsten med associationer til peber og til sidst en meget let og forsigtig blomstret smag.

For mig er det absolut lykkedes at indkapsle en nordisk kølig, men alligevel udfordrende smag i dette fine gin-håndværk.

Gin & Tonic
Der er masser af smag i Stockholms Bränneri Dry Gin, så den behøver ikke nødvendigvis så meget krudt fra den tonic den matches med. Jeg kunne dog alligevel ikke lade være med at lege med de urtede nuancer. Jeg fandt et ret kækt match med L&W Basil Tonic Water, som ikke har en gennemtrængende og altoverskyggende basilikumnuance, men et perfekt urtet twist. Har du andre ”urtede” tonicvtand stående som eksempelvis Erasmus Bond Botanical Tonic, Syndrome Velvet, Dr. Polidoris eller Fever-Tree Mediterrenean Tonic, så tror jeg du vil nå ret tæt på samme resultat. På toppen har jeg klippet en kvist rosmarin fra min altankasse og en tynd skive rød grapefrugt. Jeg er total solgt!

Stockholms Bränneri Dry Gin koster lige omkring 300 danske kroner og kan købes på meget udvlagte lokaltioner i Danmark. Jeg har været så heldig at modtage denne flaske direkte fra destilleriet. Tak til Anna& Calle.

Rigtig god weekend, også til svensken, der laver fantastisk flot gin!
Kh Iben